De sidste turneringsaftener i 2013, i indendørsturneringen, er blevet afviklet.
F. C. Lange Bolde’s første julefrokost blev afholdt, med stor succes og afsløring af nyt merchandise til klubbens medlemmer!
Så nu står den på julemad, juleøl, nytår og ferie!
Vi er færdige med indendørsturneringen for 2013, og starter først op på turneringen igen onsdag d. 22. januar med 7 kampe i række C.
De seneste resultater i turneringen kan ses her, og som det ser ud lige nu, ligger vi solidt på en 3. plads i række D. Sådan drenge!
Vi fortsætter selvfølgelig med træning julen over. Hvilket betyder at vi ses på fredag d. 27. december til lidt indendørsbold i Klostermarkhallen!
Den 14. december, blev klubbens første julefrokost afholdt. Dette skete med lidt fodbold på Fodboldfabrikken først på dagen, og en lækker julemiddag om aftenen.
På Fodboldfabrikken afholdt vi en mindre turnering, hvor der var et hold der virkelig dominerede og endte med at vinde turneringen helt klart.
Et stort tillykke skal derfor lyde til Morten, Mads, René og Jonas P!
Middagen blev afholdt i Klaus’ kælder, som var helt perfekt til formålet! Her stod den på den onde julemad, som klubbens private slagter, Hr. Weiskvist, havde stået for.
Derudover havde den kære Risager brygget chilisnaps, med tryk på CHILI. Den var så heftig at den formåede at gøre hele selskabet bomstille i 5 minutter.
Udover chilisnapsen, medbragte Risager også lidt underholdning i form af lidt quiz Lækker underholdning!
Som til en hver anden stor fodboldaften, var der også prisuddeling. Alle de fremmødte medlemmer fik lov at stemme på de tre personer som de mente passede på følgende tre priser: Årets Profil, Årets Fighter og Årets Boldmongol.
Selskabet var ret enige om at Årets Profil selvfølgelig var Kent Hansen.
De to yderligere priser blev lidt mere knebent vundet, men til gengæld af den samme person. Når man har set ham spille fodbold vil man give selskabet ret i kåringen af Mads Malig som Årets Fighter og Årets Boldmongol!
Tillykke til Kent og Mads!
På denne dejlige aften holdt formanden, Jonas Præstekjær, tale for sine medlemmer. Dette blev der gjort med lidt opsummering af de sportslige resultater fra foråret og efteråret. Samt lidt opsamling på økonomien og lidt praktisk information.
Formandens tale sluttede af med offentliggørelsen af F. C. Lange Bolde’s officielle slips og tilhørende lommetørklæde i klubbens farver. Dette lækre sæt, er blevet specielt lavet til F. C. Lange Bolde, og symboliserer det 1. år for klubben i DBU og det 2. år som officiel klub.
Dette lækre stykke merchandise, blev delt ud til alle medlemmerne, som modtog sættet med stor begejstring. En hver fodboldklub med respekt for sig selv, har sit eget slips!
Tak for i år drenge!
Det er fornøjelse at være en del af dette fantastiske projekt!