Efter et halvt år med mørke og frost, er foråret endelig kommet med varme og sol. Desuden bringer foråret noget endnu mere fantastisk med sig; nemlig UDENDØRSFODBOLD.
Her er ikke tale om almindelig udendørsfodbold, men derimod noget helt specielt. F.C. Lange Bolde træder i dette forår ind i sin første sæson i DBU, hvor sambafodboldens ædle kunst skal udføres.
Sæsonen blev startet med en udekamp mod Skovby GF, søndag den 14. april klokken 10:00.
Det var en hård start for holdet, der fra morgenstunden måtte undvære to spillere, hvilket betød at alle 11 mand skulle spille alle 90 minutter.
Trods mangel på udskiftere og træning, førte hjemmeholdet kun 1-0 ved pausen. Desværre gik F.C. Lange Bolde trætte i anden halvleg og måtte indkassere endnu 4 mål hvilket resulterede i 5-0 til Skovby ved slutfløjt.
En acceptabel kamp at starte sæsonen med, og der var nogle gode takter at bygge videre på, især i den defensive del.
Vi snakkede med holdets formand, Jonas Præstekjær, efter kampen, og spurgte ind til hvad han havde at sige til denne start på sæsonen:
“Som sol og varme tager det danske forår med storm, skal F.C. Lange Bolde til at indtage den fynske Serie 5. Dette sker som en del af opbyggelsen af det fodboldimperium som F.C. Lange Bolde er i færd med at etablere her i den fynske hovedstad.
Et sådant imperium skal opbygges fra bunden af, hvilket også betyder at man ikke når toppen fra start af. Vi ser noget rigtig lækkert forsvarsspil i dag. Desværre fungere det offensive spil ikke så godt og pasningerne sidder der ikke helt. Men alt i alt er jeg, og resten af holdet, tilfreds, taget i betragtning de svære forhold forud for og under kampen.”
Det er altså en håbefuld og tilfreds formand vi her hørte udtale sig om søndagens kamp. Som endda havde overskud til lidt poesi i interviewet.
Her på redaktionen glæder vi os til næste kamp og ser frem til noget fantastisk fodbold og en god holdånd!
Næste kamp spilles mandag d. 22. april ude mod Kildemosens BK. Kampprogrammet for resten af sæsonen kan foreløbig findes her.