Kampreferat for alle forårssæsonens 11 kampe.
Endelig kommer det længeventede kampreferat for hver kamp. Det er en lille status over hver kamp, nu hvor vi ser tilbage på en vellykket sæson.

Lørdag d. 11/4, kl. 14:00
Brahesholm BK – F. C. Lange Bolde: 2-8
Sæsonens første kamp. Holdet skulle for første gang i et halvt år vise sine talenter frem på grønsværen. Talenterne blev i særdeleshed vist frem, og stod i skærende kontrast til Brahesholm’s manglende evner med en bold.
Virkelig gode takter i en kamp, som kunne have endt i mange flere mål til de orange.
God start på sæsonen og god start for det nye holdsæt!

Lørdag d. 18/4, kl. 13:00
Skeby GF – F. C. Lange Bolde: 1-5
“Hvad kan I Skeby?!” Sådan løb ordene fra en tændt formand. Der blev aldrig svaret, men ud fra resultatet kan vi konkludere: Ingenting.
Spændingen blev trukket til midt ind i 2. halvleg, hvor kampen blev lukket til 3-1 af Det Røde Bøssesvin, Emil Hundebøl.
Smuk indsats på banen, i sæsonens første kamp uden træneren. Samt en virkelig lækker opbakning fra de lokale!
Status på dette tidspunkt af sæsonen, var rigtig god, og de etablerede nød nogle længeventede stor-sejre, til de orange hævnere!

Mandag d. 27/4, kl. 18:30
F. C. Lange Bolde – Ejby IK: 1-4
Træerne vokser ikke ind i himlen, og det blev ikke til 3 sejre i streg til F. C. Lange Bolde. I sæsonens første hjemmekamp, stod de orange over for Ejby, som viste sig at være for stor en mundfuld. En stærk offensiv, især kanterne, brød hjemmeholdet defensiv ned, og kunne fortjent hive sejren hjem.
De orange blev med lynets hast pillet ned fra den fine taburet de selv havde stillet sig på.

Lørdag d. 2/5, kl. 13:00
Aarup BK – F. C. Lange Bolde: 1-1
En svær udekamp var i sigte. Der skulle spilles mod hjemmeholdet i byen, hvor F. C. Lange Bolde’s hovedsponsor, Markussen Sport, holder til, og de orange var opsatte på at gøre en god figur. Det var nu at holdet skulle rejse sig.
Hjemmeholdet kom foran, men det var en meget lige kamp, hvor det kunne gå begge veje. I anden halvleg tog de oranges træner, Dennis Lenskjold, teten, og bragte bolden frem. Satte en håndfuld mænd og kunne score til 1-1. En sand fornøjelse og virkelig fortjent.
Kampen sluttede af med et rødt kort til Mads Malig, som desuden blev kampens spiller. Alt i alt var det en kamp hvor F. C. Lange Bolde virkelig viste deres fysik og viljen til at slås med modstanderen.
Fint resultat, og godt hentet hjem efter at være bagud!

Mandag d. 11/5, kl. 19:00
F. C. Lange Bolde – Ore Sogns GF: 9-1
Så skete det. F. C. Lange Bolde fik en hjemmesejr, og dette en stor en af slagsen. Tendensen var tydelig fra start af, da de orange fik hjørnespark allerede i det første minut. Så lugtede F. C. Lange Bolde blod, og så sig ikke tilbage herefter!
De sidste tyve minutter af kampen var rent skydetelt for hjemmeholdet, og det var her størstedelen af målene blev sat i nettet. Det var en sand fornøjelse at holdet udnyttede sine chancer, og der var næsten ikke det der ikke blev scoret på.

Søndag d. 17/5, kl. 11:00
B67 – F. C. Lange Bolde: 1-1
Der var fra start af lagt op til en svær kamp. Det var et godt hold der skulle spilles imod, det var søndag og kampstart var klokken 11. Intet pegede på smuk fodbold eller en let dag på kontoret.
Et tyndt besat udehold kom heldigvis foran. Endnu engang var det Dennis Lenskjold som satte en håndfuld mand og gjorde arbejdet færdigt med en stiv tå. Generelt var der mange chancer til F. C. Lange Bolde, og især Morten Damsgaard, kunne gang på gang sætte sin mand og komme frit ind i feltet.
Desværre fik vores orange helte ikke dette udnyttet, og lukkede desværre et mål ind på en dødbold. Vi kan dog takke Steffen Nielsen, for i første halvleg, at takle igennem, og gøre hjemmeholdets playmaker ukampdygtig.
I anden halvleg var F. C. Lange Bolde på hælene, og forsvarede det meste af tiden. Dette blev gjort med næb og klør, og det blev igen vist, at når vi bliver overspillet udspiller vi dem på fysik og vilje.
I de døende minutter fik udeholdet frispark på midten, formanden tog ansvaret og smed med en lækker tå, bolden mod fjerneste stole. Morten Damsgaard sender den på tværs, men angriberne har for korte ben, og føringsmålet udebliver.
Pointene deles ligeligt denne søndag formiddag, i en kamp som kunne være gået begge veje.

Mandag d. 25/5, kl. 19:00
F. C. Lange Bolde – UCL FC: 1-3
Endnu en hjemmekamp og endnu et nederlag. Det lader ikke til, at det er i Sanderum at de fleste point skal hentes hjem.
Der var tale om en meget lige kamp, som i nogen grad var domineret af UCL. De holdt godt i bolden og formåede at spille den godt rundt centralt.
Målene til udeholdet kom efter tre dødbolde, som bar tydelig præg af mange timers øvelse.
Det var absolut ikke det eneste udeholdet havde trænet. Faldteknikker, brok og småpiveri, var en stor del af deres spil. Et sandt pigekor!
Godt spillet F. C. Lange Bolde, vi blev udspillet på dødbolde, men var ellers fint med.

Lørdag d. 6/6, kl. 13:30
Båring GF – F. C. Lange Bolde: 3-4
Udekampen mod Båring, var af mange blev udset til at være et lille pusterum, hvor der kunne slappes lidt af og uden problemer skulle de 3 point hives hjem.
Kampen gik overhovedet ikke som ventet, og de orange hævnere måtte for alvor kæmpe for pointene!
Tidligt i kampen fik Båring straffespark og F. C. Lange Boldes målmand blev forvist til bænken i 10 minutter. Holdets tredje målmand, Morten Goldek, gik på mål, og pillede straffesparket. Smukt!
Desværre kom hjemmeholdet først foran. Både til 2-0 og 3-1. Meget ufortjent, og skyldes mest personlige fejl fra F. C. Lange Bolde.
Herefter sad de orange på det meste, og det blev vist hvad de er lavet af. Dette skete blandt andet med en lækker assist fra formanden, Jonas Præstekjær, som sendte Anders Grue i dybden med en fremragende tå. Her kunne Anders roligt sende den forbi målmanden.
F. C. Lange Bolde kom tilbage, vandt kampen 4-3, og så blev humøret til Båring byfest skudt i sænk. Sejren kom dog i fare i slutminutterne hvor hjemmeholdet fik sendt en aflevering på tværs af feltet til en angriber. Heldigvis stod Daniel Hansen perfekt placeret og fik blokeret skuddet.
En virkelig dårlig indsats i første halvleg af de orange og virkelig fremragende kommet igen i anden halvleg! Sådan!

Onsdag d. 10/6, kl. 19:00
F. C. Lange Bolde – Kildemosens BK (1): 1-6
Dagen for sæsonens sværeste kamp var nået. Taktikken var på plads for F. C. Lange Bolde, og denne fungerede til perfektion i 70 minutter. Der blev stået dybt på banen, og et hvert angreb, næsten, blev afvist. Ved halvleg var stillingen 1-1. Yderst tilfredsstillende.
Anden halvleg fortsatte som før pausen. Desværre brød de orange ned. Dette af flere grunde: 1. Der var ikke mulighed for at spille fysisk hårdt, da dommeren ingenting tillod. 2. Konditionen begyndte at løbe op. 3. Kildemosen var et bedre mandskab som udnyttede sine dødbolde godt.
Det blev desværre til en afklapsning, som ikke var retvisende for kampens forløb.

Mandag d. 15/5, kl. 18:45
Kauslunde IF – F. C. Lange Bolde: 3-3
De lokale helte fra F. C. Lange Bolde, var godt med i størstedelen af første halvleg. Det var også de orange hævnere som ventet kom foran 3-1. Desværre gik midtbanen i opløsning, skarpheden foran mål manglede (Søren og Steffen) og hjemmeholdet fik lov at spille fodbold. Dette resulterede i en pointdeling med stillingen 3-3 ved slutfløjt. De orange var ikke udspillet, men lod bare sejren glippe. Træls kamp, men vigtigt at vi holder den på uafgjort og får 1 point med hjem til Sanderum!

Lørdag d. 20/6, kl. 13:00
F. C. Lange Bolde – FC Avrasya: 0-3
Mangt og meget var blevet sagt og skrevet om denne kamp. Sæsonens sidste kamp, skulle spilles på hjemmebane mod FC Avrasya. Fra tidligere tider er udeholdet kendt for at bruge ethvert beskidt kneb til at hive sejren hjem med. Dette var også tilfældet denne gang, hvor de i 90 minutter brokkede sig over enhver dom, som dommeren dømte eller ikke gjorde.
Heldigvis er F. C. Lange Bolde et hold sammensat af fornuftige personer, og taktikken var klar fra start af: Spild hårdt fysisk, lav de frispark der skal til og hold kæft overfor modstander og dommer.
Taktikken blev fulgt til punkt og prikke, og det var et tydeligt frustreret udehold, som konstant søgte en reaktion fra de orange hævnere, som blot taklede igennem og holdt deres kæft.
En sand fornøjelse at se gennem alle 90 minutter! F. C. Lange Bolde kunne sagtens have hevet en 0-0 hjem, men tillod desværre 3 bimsemål til udeholdet, som absolut ikke var fortjente.
Rigtig godt spillet drenge. Stærkt at alle folk holder sig til taktikken.

Kategorier: Alle indlæg