Lørdag d. 14. september tog F.C. Lange Bolde imod lokalrivalerne fra Sanderum BK. Aldrig har vores orange helte spillet så lækkert og velfungerende fodbold som denne lørdag. Desværre var flot spil ikke nok og konfirmanderne fra Sanderum BK løb fra hjemmeholdet og løb af med sejren.
F.C. Lange Boldes mandskab var virkelig klar til kamp denne lørdag. Det var lokalopgør, så der skulle helst hives point hjem for at gå hjem med æren intakt.
Desværre havde hjemmeholdet svært ved at ramme modstanderens mål, hvilket resulterede i slutresultatet 0-6 til udeholdet.
Det var en meget lige kamp, og de orange spillede en genial 1. halvleg, hvor folk tilbød sig, løb for hinanden og snakkede sammen indbyrdes på banen. Det har aldrig været så flot at se på og være en del af, bortset fra at bolden ikke kom i modtanderens net.
Et godt eksempel på hjemmeholdets lækre sambabold, var da Jonas Præstekjær førte bolden frem ad midten gennem modstanderholdets anfører ben. En lækker tunnel af formanden!
Sanderum BK fik scoret på mange af deres chancer, der blev skabt af et hurtigt mandskab, som kunne løbe fra hjemmeholdet. Men da de i løbet af kampen fik chancen fra de 11 meter, formåede de ikke engang at ramme inden for rammen.
F.C. Lange Bolde måtte endnu engang se sig slået. Heldigvis var der havefest hos formanden senere samme dag, hvor nederlaget blev skyllet væk af en ordentlig omgang fadøl!