SÅDAN! Vi behøvede ikke at vente længere end til 2. kamp i sæsonen før end at F.C. Lange Bolde fik deres første sejr.

Mandagens kamp, ude mod Kildemosens BK, viste sig at blive en fantastisk aften for de orange, som slog hjemmeholdet med cifrene 7-4.
Der gik ikke lang tid før end at det første mål kom til F.C. Lange Bolde, fra fødderne af det altid elegante T. Fridolin. Det var et lækkert følt skud højt i målet hvor målmanden ingen chance havde.

Derefter gik det stærkt, og efter de første tyve minutter lavede M. Sørensen fire mål og derved gjorde det til 5-0.
Angrebsspillet som de orange spillede i første halvleg, var tålmodigt og velovervejet. Desværre var der flere chancer som burde være blevet til mål og en endnu større føring.

De orange gik lidt ned i fart efter de 40 minutter hvilket gav hjemmeholdet mulighed for at score, og derved gøre det til 5-1 til pausen.

I anden halvleg var det hjemmeholdet som dominerede det meste af spillet, hvilket gav dem tre ekstra mål. Heldigvis fik F.C. Lange Bolde scoret yderligere to mål, hvilket kunne sikre de orange sejren.

Det første mål til F.C. Lange Bolde kom fra M. Larsen, som elegant trak sig fri på venstrekanten og tog et løb ind i banen. Han havde muligheden for at spille den på tværs, men istedet skød han med fed tå mod bagerste stolpe, hvilket gav et tiltrængt mål.
Derefter lød kommentaren fra en smilende M. Larsen: “Det var en formanden-speciel”, selvfølgelig med hentydning til det geniale touch, som formanden besidder med sin storetå.

Mod slutningen af kampen stod det 6-4 til de orange, men hjemmeholdet havde stadig mange chancer og havde et godt tag på udeholdet.
Heldigvis opsnappede T. Fridolin en løs bold mod slutningen af kampen, som han derefter kunne sætte ind bag målmanden, tæt op ad stolpen.
Da bolden trillede over stregen, var det et lettet udehold, som nu vidste at sejren var hjemme.

Fantastisk at se vores lokale helte vinde sæsonens første kamp allerede i andet forsøg!

 

Kategorier: Alle indlæg