Oct 27

To sæsoner senere, og vi er igen nummer 2 i rækken!

Lang tid er det siden at offentligheden har fået indblik i hverdagen hos de orange hævnere, og det ændres hermed.
Foråret startede godt, men ændrede sig halvvejs til at blive en trist affære. Derfor blev efteråret budt velkommen med åbne arme: en ny sæson hvor vi kunne starte på en frisk. Det blev gjort og sidste efterårs succes blev opnået igen.

I foråret startede vi som lyn og torden. Dog blev det hurtigt vindstille og sejrene udeblev.
Den kendte aggresivitet og den mentalitet vi kender hos F. C. Lange Bolde forsvandt halvvejs inde i sæsonen, og pointene blev ikke høstet som i efteråret. Det var et forår med nogle få lyspunkter, men desværre optog sæsonafslutningen med nederlag de flestes opmærksomhed.
Sæsonen endte med en placering midt i tabellen, som er godt taget i betragtning af at foråret altid er den sværeste sæson. Dog havde de orange hævnere i efteråret 2015 fået en smag på medalje pladserne, og der skulle vi hen igen.

Sommeren kom og Sanderums stolte krigere kunne samle energi inden en ny sæson stod for døren.
Førend dette kunne ske, tog en del af holdet på kanotur som gik fremragende. Ligesom på banen, så formåede Flindt igen at fjumre i det. Hvilket resulterede i at Flindts kano skulle vende på hovedet og Thomas, Nikolaj og Flindt tog sig en dukkert i Odense Å.
Mortensen og Lasse formåede på mystisk vis at komme først frem til mosen på trods af en sejlivet kamp fra Fredsgård og formandens side af.

Endelig! Efterårssæsonen stod for døren og F. C. Lange Bolde skulle nu ud og vise at vi kunne nå samme højder som sidste efterår.
Sæsonen startede ud med en smule forandringer. Vores sikre sidste skanse, Jakob Pind, valgte at stoppe sin famøse karriere hos de orange hævnere. Det var med stort vemod at vi lod ham gå, og vi har nu ingen til at holde styr på Mortensen til julefrokosterne.
Anders Grue som stod for en solid portion af målene i foråret var stadig ude med en svag ankel.

Derudover var der den sædvanlige til- og afgang af spillere, men den udfordring klarede træneren, Dennis Lenskjold, til perfektion.
Udover manden i målet, så gik vi en sæson i møde, uden formanden, holdets nok ubestridt bedste forsvarspiller (ifølge utallige, uafhængige kilder). Men som vist før, så er mentaliteten og organisationen hos de orange hævnere så stærk at de kan klare sig, selv uden formanden på banen!

Sæsonen blev skudt i gang med en aflyst kamp. Dette skulle vise sig at blive kendetegnet for efterårssæsonen. Det blev til en del sejre uden kampe og to hold træk sig undervejs i turneringen.
Alt dette betød at der i alt kun blev afviklet 5 kampe. Heraf vandt F. C. Lange Bolde de 3 af dem, hvor sejren over FC Ottomans nok står klarest i hukommelsen. En kamp hvor vi ved pausen var bagud og formåede at vinde 2. halveg hele 7-0.
Et smukt øjeblik i sæsonen, hvor modstanderen fik kærligheden at føle fra de orange hævnere.
Det blev dog også til to nederlag. Dette var til Tårup IF begge gange, selvsamme Tårup som gik hen og blev nummer et i rækken.

Det var en blandet sæson med en del udskiftning i truppen. Dog formåede de orange hævnere at vise sig fra deres bedste side: der blev stillet hold til hver en kamp, de fleste kampe blev vundet og i sidste ende ledte træner Lenskjold os frem til endnu en flot 2. plads.

Hele holdet kan med god samvittighed skifte grønsværen ud med indendørs fodbold og en masse øl i badet! Derudover venter den årlige julefrokost i slutningen af januar, hvor årets profil, fighter og boldmongol igen skal kåres!

Stærkt gået drenge !

 

 

Posted in Kampresumé | Leave a comment
Sep 07

Efterårssæsonen er skudt igang og ligeledes er pointhøsten!

Sommeren ligger bag os, og efteråret, og fodboldsæsonen er igang igen!
De orange hævnere fra F. C. Lange Bolde har sommeren over sparet energi og ikke mindst vilje sammen. Det er især viljen som har været skyld i at pointhøsten efter to kampe er fire point.

Mandag d. 24/8-2015, kl. 18:30
F. C. Lange Bolde vs. Langtved SG & IF (1): 1-1
Sæsonen startede på hjemmebane, mandag d 24. august mod Langtved SG  & IF (1). Hjemmeholdet var en smule rustne og skulle da lige finde hinanden, og sig selv, igen.
Efter det første kvarter, var tingene på plads, og spillet begyndte at flyde og så kom chancerne til vores orange helte også. Gang på gang kom Steffen fri af det skråbelige Langtved forsvar. Desværre for hjemmeholdet brændte Steffen lige så mange chancer som han fik, og pausestillingen blev derfor 0-0.

Efter pausen var F. C. Lange Bolde opsat på at gå ud og få lukket denne ulige kamp. Desværre skete der en misforståelse mellem to af bagkædens skarpeste folk, Mark Weiskvist og Martin Flindt. Dette resulterede i en friløber til Langtved og stillingen var nu 0-1. Fuldstændig ufortjent. Nu skulle de orange virkelig vise hvad de kunne.

Halvvejs inde i 2. halvleg kom forløsningen. Steffen kom igen fri foran mål og gjorde det eneste rigtige, at spille den på tvær til Thomas Fridolin, som sikkert udlignede. Det var selv samme Fridolin som få minutter for inden var blevet placeret i angrebet.
Mod slutningen af kampen pressede hjemmeholdet på. Dette kunne ses på en forsvarskæde som kun bestod af 3 folk, og de resterende var i fuld firspring mod Langtved målet.
Føringsmålet kom også kort før tid, på et hovedstød, men blev af uransagelige årsager underkendt.
Kampen endte 1-1 og Langtved fik på denne dag foræret et point, af et velspillende hjemmehold, som bare ikke kunne finde vej til nettet.

Lørdag d. 29/8-2015, kl. 13:30
Drigstrup BK vs. F. C. Lange Bolde: 2-3
Anden kamp i efterårssæsonen skulle spilles en lørdag formiddag under bagende sol.
Det stod til at blive en hård kamp, hvilket viste sig at være sandt. De orange var fra start af uden megen boldbesiddelse og under et konstant pres.Halvvejs inde i første halvleg havde hjemmeholdet fået afvist en håndfuld chancer af et stærkt og til tider heldigt orange forsvar, da forløsningen skete. F. C. Lange Bolde fik en megen sjælden chance, da Steffen blev sendt i dybden, og kunne sikkert, og flabet, sende bolden mellem benene på keeperen og bringe udeholdet foran. Fuldstændig mod spil og chancer, men det tager vi også med.

Kort før pausen kom hjemmeholdet på 1-1. Efter pausen skulle formand og anfører afsone de sidste fem minutter af sit gule kort, og dette fik stor betydning. Langtved kom fri i feltet og bragte derved hjemmeholdet foran. Tydeligt for spillet, at der i disse minutter manglede en vigtig brik på banen!

De sidste 40 minutter af kampen stod på meget forsvar for F. C. Lange Bolde og nogle få kontrachancer i ny og næ. To af disse chancer skulle vise sig at være ret vigtige. Først blev Morten sendt fri af forsvaret og endte med at blive klippet ned bagfra i feltet. Straffe til de orange og stillingen var nu 2-2.
Få minutter senere fik Steffen en lignende chance. Denne gang var der tog forsvarer som sablede ham ned bagfra, hvilket igen udløste et straffespark. Igen fik Steffen lov at sparke. Igen sparkede han midt i målet, og igen scorede han. 3-2 til de orange hævnere!

Denne føring holdt F. C. Lange Bolde til slutfløjtet, og kunne hive 3 point med hjem til Sanderum. Det blev igen bevist hvor gode de orange krigere er til at lave et comeback. Sådan drenge! Vi ses på onsdag, hvor det er Nyborg der står for tur!

 

Posted in Kampresumé | Leave a comment
Jun 25

Historiebøgerne kan næsten ikke rumme alle de sensationer som F. C. Lange Bolde leverer!

Succeshistorien fortsætter og hæderen regner ned over mandskabet i F. C. Lange Bolde. Vinterens sult, efter fodbold på græs, og et mandskab som er mere tændt end aldrig før, gør at de orange hævnere bryder alle forventninger i forårets serie 5!

Der er så mange gode ting, som kan remses op omkring F. C. Lange Bolde.
Hvis der kigges på tabellen ser man de første fire ting:

  • 5. pladsen (ud af 12)
  • 1,4 point/kamp
  • Målscore på +6
  • Scoret tredjeflest mål i turneringen

Aldrig er vores orange helte fået en så høj placering i tabellen, og slet ikke i forårssæsonen, som typisk er den sværeste. Placering skyldes det høje pointgennemsnit. Hvor det tidligere har haft en målsætning om 1 point/kamp, så er forventninger sprængt og høstet næsten en halv gang flere point end ventet.

For første gang i klubbens historie, slutter F. C. Lange Bolde sæsonen af med en målscore i plus. Dette er en sand fornøjelse, som skyldes det geniale midtstopperpar, som Martin Flindt og Jonas Præstekjær, udgør, samt den høje kvalitet der altid er på mål, Jakob Pind og René Erichsen!
Midtstopperne kan sammenlignes, både af personlighed og kvalitet, med Ferdinand og Vidic. Flindt er som Ferdinand: Fandens rapkæftet, og manden der sætter i spurt når der skal løbes stærkt. Formanden er som Vidic: Tager slåskampene med modstanderne, som ikke altid er lige kønt, men absolut effektivt.

De orange hævnere scorede 34 mål i indeværende sæson. Det er cirka 3 mål/per. Det er fandme stærkt gået, og dette kan hele den offensive del takkes for. Den solide midtbane, som oftest har Kent ved taktstokken, formår at fordele spillet ud, så kanter og angribere konstant bliver farlige.
F. C. Lange Bolde scorer tredjeflest mål i turneringen, hvilket er smukt. Tænkt hvad det ikke kunne ende med, hvis der bliver scoret på alle de simple bolde der bliver sendt over mål!

Alt i alt kan alle godt være tilfredse med deres indsats! Også dig Mark, som aldrig møder op til træning, eller Fredsgård som ikke går uden for en dør i dårligt vejr. Selvmålsskytterne, Rasmus Collin og Martin Flindt, er også tilgivet, og de har nu styr på hvilken ende der skal scores i.

Tak for en rigtig lækker sæson drenge, det har alle folk del i! Især træneren og ikke mindst hans assistent!
Vi ses til august hvor der skal tæves nogle flere pigekor!

 

Posted in Alle indlæg | Leave a comment
Jun 25

KÆMPE referat: Forårssæsonen 2015

Kampreferat for alle forårssæsonens 11 kampe.
Endelig kommer det længeventede kampreferat for hver kamp. Det er en lille status over hver kamp, nu hvor vi ser tilbage på en vellykket sæson.

Lørdag d. 11/4, kl. 14:00
Brahesholm BK – F. C. Lange Bolde: 2-8
Sæsonens første kamp. Holdet skulle for første gang i et halvt år vise sine talenter frem på grønsværen. Talenterne blev i særdeleshed vist frem, og stod i skærende kontrast til Brahesholm’s manglende evner med en bold.
Virkelig gode takter i en kamp, som kunne have endt i mange flere mål til de orange.
God start på sæsonen og god start for det nye holdsæt!

Lørdag d. 18/4, kl. 13:00
Skeby GF – F. C. Lange Bolde: 1-5
“Hvad kan I Skeby?!” Sådan løb ordene fra en tændt formand. Der blev aldrig svaret, men ud fra resultatet kan vi konkludere: Ingenting.
Spændingen blev trukket til midt ind i 2. halvleg, hvor kampen blev lukket til 3-1 af Det Røde Bøssesvin, Emil Hundebøl.
Smuk indsats på banen, i sæsonens første kamp uden træneren. Samt en virkelig lækker opbakning fra de lokale!
Status på dette tidspunkt af sæsonen, var rigtig god, og de etablerede nød nogle længeventede stor-sejre, til de orange hævnere!

Mandag d. 27/4, kl. 18:30
F. C. Lange Bolde – Ejby IK: 1-4
Træerne vokser ikke ind i himlen, og det blev ikke til 3 sejre i streg til F. C. Lange Bolde. I sæsonens første hjemmekamp, stod de orange over for Ejby, som viste sig at være for stor en mundfuld. En stærk offensiv, især kanterne, brød hjemmeholdet defensiv ned, og kunne fortjent hive sejren hjem.
De orange blev med lynets hast pillet ned fra den fine taburet de selv havde stillet sig på.

Lørdag d. 2/5, kl. 13:00
Aarup BK – F. C. Lange Bolde: 1-1
En svær udekamp var i sigte. Der skulle spilles mod hjemmeholdet i byen, hvor F. C. Lange Bolde’s hovedsponsor, Markussen Sport, holder til, og de orange var opsatte på at gøre en god figur. Det var nu at holdet skulle rejse sig.
Hjemmeholdet kom foran, men det var en meget lige kamp, hvor det kunne gå begge veje. I anden halvleg tog de oranges træner, Dennis Lenskjold, teten, og bragte bolden frem. Satte en håndfuld mænd og kunne score til 1-1. En sand fornøjelse og virkelig fortjent.
Kampen sluttede af med et rødt kort til Mads Malig, som desuden blev kampens spiller. Alt i alt var det en kamp hvor F. C. Lange Bolde virkelig viste deres fysik og viljen til at slås med modstanderen.
Fint resultat, og godt hentet hjem efter at være bagud!

Mandag d. 11/5, kl. 19:00
F. C. Lange Bolde – Ore Sogns GF: 9-1
Så skete det. F. C. Lange Bolde fik en hjemmesejr, og dette en stor en af slagsen. Tendensen var tydelig fra start af, da de orange fik hjørnespark allerede i det første minut. Så lugtede F. C. Lange Bolde blod, og så sig ikke tilbage herefter!
De sidste tyve minutter af kampen var rent skydetelt for hjemmeholdet, og det var her størstedelen af målene blev sat i nettet. Det var en sand fornøjelse at holdet udnyttede sine chancer, og der var næsten ikke det der ikke blev scoret på.

Søndag d. 17/5, kl. 11:00
B67 – F. C. Lange Bolde: 1-1
Der var fra start af lagt op til en svær kamp. Det var et godt hold der skulle spilles imod, det var søndag og kampstart var klokken 11. Intet pegede på smuk fodbold eller en let dag på kontoret.
Et tyndt besat udehold kom heldigvis foran. Endnu engang var det Dennis Lenskjold som satte en håndfuld mand og gjorde arbejdet færdigt med en stiv tå. Generelt var der mange chancer til F. C. Lange Bolde, og især Morten Damsgaard, kunne gang på gang sætte sin mand og komme frit ind i feltet.
Desværre fik vores orange helte ikke dette udnyttet, og lukkede desværre et mål ind på en dødbold. Vi kan dog takke Steffen Nielsen, for i første halvleg, at takle igennem, og gøre hjemmeholdets playmaker ukampdygtig.
I anden halvleg var F. C. Lange Bolde på hælene, og forsvarede det meste af tiden. Dette blev gjort med næb og klør, og det blev igen vist, at når vi bliver overspillet udspiller vi dem på fysik og vilje.
I de døende minutter fik udeholdet frispark på midten, formanden tog ansvaret og smed med en lækker tå, bolden mod fjerneste stole. Morten Damsgaard sender den på tværs, men angriberne har for korte ben, og føringsmålet udebliver.
Pointene deles ligeligt denne søndag formiddag, i en kamp som kunne være gået begge veje.

Mandag d. 25/5, kl. 19:00
F. C. Lange Bolde – UCL FC: 1-3
Endnu en hjemmekamp og endnu et nederlag. Det lader ikke til, at det er i Sanderum at de fleste point skal hentes hjem.
Der var tale om en meget lige kamp, som i nogen grad var domineret af UCL. De holdt godt i bolden og formåede at spille den godt rundt centralt.
Målene til udeholdet kom efter tre dødbolde, som bar tydelig præg af mange timers øvelse.
Det var absolut ikke det eneste udeholdet havde trænet. Faldteknikker, brok og småpiveri, var en stor del af deres spil. Et sandt pigekor!
Godt spillet F. C. Lange Bolde, vi blev udspillet på dødbolde, men var ellers fint med.

Lørdag d. 6/6, kl. 13:30
Båring GF – F. C. Lange Bolde: 3-4
Udekampen mod Båring, var af mange blev udset til at være et lille pusterum, hvor der kunne slappes lidt af og uden problemer skulle de 3 point hives hjem.
Kampen gik overhovedet ikke som ventet, og de orange hævnere måtte for alvor kæmpe for pointene!
Tidligt i kampen fik Båring straffespark og F. C. Lange Boldes målmand blev forvist til bænken i 10 minutter. Holdets tredje målmand, Morten Goldek, gik på mål, og pillede straffesparket. Smukt!
Desværre kom hjemmeholdet først foran. Både til 2-0 og 3-1. Meget ufortjent, og skyldes mest personlige fejl fra F. C. Lange Bolde.
Herefter sad de orange på det meste, og det blev vist hvad de er lavet af. Dette skete blandt andet med en lækker assist fra formanden, Jonas Præstekjær, som sendte Anders Grue i dybden med en fremragende tå. Her kunne Anders roligt sende den forbi målmanden.
F. C. Lange Bolde kom tilbage, vandt kampen 4-3, og så blev humøret til Båring byfest skudt i sænk. Sejren kom dog i fare i slutminutterne hvor hjemmeholdet fik sendt en aflevering på tværs af feltet til en angriber. Heldigvis stod Daniel Hansen perfekt placeret og fik blokeret skuddet.
En virkelig dårlig indsats i første halvleg af de orange og virkelig fremragende kommet igen i anden halvleg! Sådan!

Onsdag d. 10/6, kl. 19:00
F. C. Lange Bolde – Kildemosens BK (1): 1-6
Dagen for sæsonens sværeste kamp var nået. Taktikken var på plads for F. C. Lange Bolde, og denne fungerede til perfektion i 70 minutter. Der blev stået dybt på banen, og et hvert angreb, næsten, blev afvist. Ved halvleg var stillingen 1-1. Yderst tilfredsstillende.
Anden halvleg fortsatte som før pausen. Desværre brød de orange ned. Dette af flere grunde: 1. Der var ikke mulighed for at spille fysisk hårdt, da dommeren ingenting tillod. 2. Konditionen begyndte at løbe op. 3. Kildemosen var et bedre mandskab som udnyttede sine dødbolde godt.
Det blev desværre til en afklapsning, som ikke var retvisende for kampens forløb.

Mandag d. 15/5, kl. 18:45
Kauslunde IF – F. C. Lange Bolde: 3-3
De lokale helte fra F. C. Lange Bolde, var godt med i størstedelen af første halvleg. Det var også de orange hævnere som ventet kom foran 3-1. Desværre gik midtbanen i opløsning, skarpheden foran mål manglede (Søren og Steffen) og hjemmeholdet fik lov at spille fodbold. Dette resulterede i en pointdeling med stillingen 3-3 ved slutfløjt. De orange var ikke udspillet, men lod bare sejren glippe. Træls kamp, men vigtigt at vi holder den på uafgjort og får 1 point med hjem til Sanderum!

Lørdag d. 20/6, kl. 13:00
F. C. Lange Bolde – FC Avrasya: 0-3
Mangt og meget var blevet sagt og skrevet om denne kamp. Sæsonens sidste kamp, skulle spilles på hjemmebane mod FC Avrasya. Fra tidligere tider er udeholdet kendt for at bruge ethvert beskidt kneb til at hive sejren hjem med. Dette var også tilfældet denne gang, hvor de i 90 minutter brokkede sig over enhver dom, som dommeren dømte eller ikke gjorde.
Heldigvis er F. C. Lange Bolde et hold sammensat af fornuftige personer, og taktikken var klar fra start af: Spild hårdt fysisk, lav de frispark der skal til og hold kæft overfor modstander og dommer.
Taktikken blev fulgt til punkt og prikke, og det var et tydeligt frustreret udehold, som konstant søgte en reaktion fra de orange hævnere, som blot taklede igennem og holdt deres kæft.
En sand fornøjelse at se gennem alle 90 minutter! F. C. Lange Bolde kunne sagtens have hevet en 0-0 hjem, men tillod desværre 3 bimsemål til udeholdet, som absolut ikke var fortjente.
Rigtig godt spillet drenge. Stærkt at alle folk holder sig til taktikken.

Posted in Alle indlæg | Leave a comment
Mar 13

Status på indendørssæsonen!

Indendørssæsonen lakker mod enden. Snart er den kolde tid forbi og F. C. Lange Bolde vil igen kunne betræde grønsværen i Sanderum!
Her en lille status over det sidste halvår, på de bonede gulve.

F. C. Lange Bolde har som altid haft en fornem indendørssæson, som har budt på fredags træning og onsdags turnering i ny og næ.

Indendørsturnering i FKS-Hallen har igen været en fornøjelse. Til trods for lidt aflyste kampe, har de orange hævnere vist deres værd og repræsenteret klubben flot. Det har været nogle blandede aftener, nogle med eneste sejre, andre med knap så mange af slagsen. Dog formåede F. C. Lange Bolde at kæmpe sig til en flot placering i top 4 (Nr. 4 ud af 7). Dette er vildt godt gået, og foreløbig den bedste placering i klubbens historie, og denne gang i Række B. Se alle resultater fra indedørsturneringen her.
Smukt lavet drenge, en sand fornøjelse at se på! Næste år rykker vi op i Række A og tæver Deloitte!

Fredagstræningen er ugens højdepunkt for mange. Her kan man deltage i en lækker omgang bold og ikke mindst opleve stjerner som blandt andet J. Præstekjær, som gang på gang viser sin brede vifte af talenter frem. Alle mand i klubben er i besiddelse af en kæmpe portion potentiale. Men formanden selv, har formået at indfri dette kæmpe potentiale hos sig selv. Sidst vi så dette til træning, var da han fra midten af banen, headede en aflevering direkte i nettet. Uden nogen chance for målmand Anders Grue. En vaskeægte fuldtræffer!
Træningen om fredagen har som altid været en afslappet og hyggelig fornøjelse, som ofte har været præget af øl. Især den første træningsaften, hvor klubben gav øl og spillerne besluttede at give Mureren kanel. Dette resulterede i at samtlige spillere var låst ude af hallen i halvanden time. Man da døren først blev åbnet, blev sorgerne skyllet væk med et par rammer af byens fineste øl!

Mange tak for denne gang drenge. Nu skal vi ud på grønsværen og vise Serie 5, at vi er lige så gode på fodboldbanen som vi er i baren lørdag aften!
Kom så drenge!

Posted in Alle indlæg | Leave a comment
Jan 27

Tidligere OB-talent bliver træner i F. C. Lange Bolde!

F. C. Lange Bolde kunne i efteråret afsløre, at det tidligere OB-talent Dennis Lenskjold, var blevet en del af den orange trup fra Sanderum af.
Nu er der endnu flere gode nyheder: Hr. Lenskjold er pr. 26. januar, blevet cheftræner i kometklubben F. C. Lange Bolde.

De orange hævnere fra Sanderum, har altid udstrålet klasse og forsøger konstant at nå nye højder med deres forførende sambafodbold.
Ansættelse af Dennis Lenskjold som cheftræner ligger også helt i tråd med klubbens filosofi og høje ambitioner.

Tidligere har trænersituationen i F. C. Lange Bolde været meget usikker. Der har været flere trænere inde over truppen, men hver gang har klubben måtte sande at spillernes niveau har overgået trænernes eget.
Derfor virker det også som den rette ansættelse, man denne gang har gjort. Hvor Dennis kan trække på sin store erfaring og sine mange talenter, for derved at forbedre truppen og bringe endnu mere succes til klubben.

Hr. Lenskjold får desuden lidt hjælp til trænergerningen. Bestyrelsen i F. C. Lange Bolde, har nemlig valgt at ansætte multitalentet Jonas Præstekjær som assistenttræner. Dette er  ikke mindre end, en genial ansættelse. Jonas Præstekjær der så mange gange før har vist sit talent på grønsværen, skal endnu engang vise sine trænertalenter frem. Han har tidligere været “caretaker” for truppen, i tider uden en cheftræner. Desuden kender Hr. Præstekjær klubben ind og ud, og kan derfor sætte den nye cheftræner ind i klubben og deres fantastiske spillestil.

Vi har selvfølgelig været ud og snakke med en af klubbens mange fans, som udtaler følgende om det nye trænerteam:
“Det er helt fantastisk. Intet mindre! Klubben er i forvejen på himmelflugt, og med dette trænerteam, kan det kun fortsætte opad! Nogen ville jo sammenligne Hr. Lenskjold og Hr. Præstekjær, med trænerteamet i Manchester United. Her har man også den lidt ældre og mere vidende cheftræner i Van Gaal og den yngre assistent i multitalentet Giggs, som desuden kender klubben som sin egen bukselomme!”

Afslutningsvis kan det nævnes at sidst Jonas Præstekjær gjorde sig bemærket i klubben, var da han blev kåret til Årets Fighter! En absolut fortjent udnævnelse, skal det lyde her fra redaktionen.

Alt tyder på at foråret og lovende tider nærmer sig med høj fart forude!

Posted in Alle indlæg | Leave a comment
Aug 21

Sæsonen blev skudt igang med en lækker comeback-sejr !

Det blev en åbningskamp med en hurtig dukkert for F. C. Lange Bolde.
Heldigvis lod de orange sig ikke påvirke, og spillede deres spil, hvilket resulterede i endnu et lækkert comeback og 3 point!

Sommeren igennem har vi alle gået og ventet på dette øjeblik: Øjeblikket, hvor vores orange helte igen skulle på grønsværen og vise hvordan man spiller fodbold i Serie 5.
Dette var desuden en helt speciel dag, da klubbens formand, Jonas Præstekjær, igen var tilbage at finde i startopstillingen. En fornøjelse at se ham være tilbage igen, og velkomstgaven var klar: 3 point!

Den første kamp på sæsonen blev fløjtet igang på hjemmebane mod Birkende BK. Det var et tydeligt opsat og parat mandskab fra Birkende. Især træneren var klar. Han havde i bedste manager-stil iført sig et jakkesæt i dagens anledning. Det skulle dog senere vise sig ikke at hjælpe ude på banen.

F. C. Lange Bolde var på hjemmebane i åbningskampen, og dette var tydeligt at se på spillerne. De var klar til at vise noget af den samba-fodbold, vi så mange gange har set fra Sanderums orange helte, for deres hjemmepublikum!

Kampen blev sat i gang, og allerede inden for de første 10 minutter, tog Birkende BK chancen udefra og sendte et langskud mod René Erichsen inde på stregen. Dette kunne også betale sig for udeholdet, da bolden snød de oranges klasse-målmand, og sneg sig ind og satte nettet i bevægelse.
Dette var ikke den start som hjemmeholdet havde ventet, men hvis nogen kan lave et comeback, så er det F. C. Lange Bolde.
Spillet blev genoptaget, og det meste af første halvleg var meget lige, med en lille overvægt i spillet til de orange.
Det viste sig sidst i første halvleg, hvor Kristian Mollerup, på sin egen ballerina-agtige måde kom fri foran mål, og lette satte den ind bagved Birkendes målmand. Så lækkert spil af hjemmeholdet, som absolut havde fortjent målet.

Efter pausen var det F. C. Lange Bolde, som sad på spillet, og efter et kvarters tid, fik de orange, helt fortjent, deres andet mål. Dette blev sat ind af Thomas Fridolin, som uden det store besvær satte bolden i nettet til 2-1.
En kæmpe fornøjelse at se dette mandskab, endnu engang, lave et comeback og komme foran!

Herefter trak hjemmeholdet sig tilbage, og afventede lidt mere Birkendes spil og angreb. Takket være flot og stabilt defensivt arbejde af hele holdet, og især af midterforsvarets Michael Larsen og Kent Hansen og midtbanemanden Thomas Fridolin, kunne vores orange helte hente en åbningssejr hjem på 2-1 over Birkende BK.

Rigtig flot spillet drenge. Fortsæt det smukke arbejde og lad os hente endnu 3 point på lørdag!

 

Posted in Alle indlæg | Leave a comment
Apr 22

Endnu engang beviser F. C. Lange Bolde hvor fantastiske de er!

Alle på Fyen ved hvor fantastisk, stemningsfuld og imponerede en klub, F. C. Lange Bolde er, nu ser det ud til at udlandet også har fået øjnene op for den orange del af Odense!

I efteråret 2013, kunne Jonas Præstekjær føre sin klub og sit hold igennem deres 2. halvsæson i den Fynske Serie 5. Dette gjorde han på fornemmeste vis. Han formåede at etablere en klub helt fra bunden af, og kunne i sin anden sæson fordoble holdes pointgennemsnit per kamp.

Dette er ikke sket ubemærket i udlandet, og ligesom nyheden om David Moyes’ opsigelse i storklubben, Manchester United, er blevet offentliggjort, er den fynske manager for F. C. Lange Bolde, Jonas Præstekjær, blevet sat i forbindelse med den engelske klub.

Officielt skulle Jonas Præstekjær være rejst til Australien for at arbejde, men rygterne siger at han i virkeligheden er rejst til England, for at se jobbet an og forhandle en kontrakt på plads med Manchester United.

Vi har formået at få en kommentar fra den fynske manager, og spurgte ham om det virkelig kunne passe at han var i England, og om han har været i kontakt med den engelske storklub:
“Jeg hele tiden været i Australien, så der er ikke noget hold i rygterne om at jeg skulle befinde mig i England.
Desuden vil jeg ikke kommenterer på om jeg har været i kontakt med andre klubber. Men jeg kan slå helt fast, at min fremtid og mit hjerte, ligger hos den fynske, orange stolthed: F. C. Lange Bolde!”

Det er stadig uvist om der er hold i disse rygter. Og skulle den fynske manager tage til Manchester United eller hvilken som helst anden klub, kan det da kun betragtes som at gå et niveau ned. Det er bare ikke muligt at komme højere op i fodboldverdenen end F. C. Lange Bolde!

Posted in Alle indlæg | Leave a comment
Apr 22

Så er forårssæsonen skudt igang for de orange hævnere!

Endelig blev spændingen udløst. Et halvt år er gået, uden orange sambabold, på grønsværen i Sanderum, men dette er heldigvis ovre.
Tre kampe er gået, og F. C. Lange Bolde holder fast i traditionerne!

De orange hævnere fik taget godt hul på forårssæsonen, med en sejr i første kamp. Det var dog en let en af slagsen, hvor Langtved  SG & IF, fornuftigt, valgte at trække sig på forhånd, i frygt for at blive kørt totalt over på den orange hjemmebane!

Den anden kamp, faktisk den første faktisk spillede kamp, i denne sæson, blev som første kamp i sidste sæson. En lettere afklapsning mod Drigstrup BK(2), men dog ikke nær så stor. Dette tyder godt, og denne gang fik F. C. Lange Bolde også et mål, uden at det blev foræret!

Den tredje kamp i forårssæsonen var mod FC Hjallese, hvor det denne gang var en tæt kamp, som desværre endte med en snæver sejr til gæsterne.

Foruden traditionen om det store nederlag i første spillede kamp, holder de orange hævnere også fast i traditionen om at have et gennemsnit på 1 point/kamp.
Det er et ganske lækkert gennemsnit, og nu hvor F. C. Lange Bolde er varmet op, er de klar til at nedlægge resten af ligaen.
Dette skal især bevises i næste kamp mod FC Avrasya, hvor de orange skal hente de point som de på det skammeligste blev snydt for i sidste sæson!

Kom så drenge, hold fanen højt! Både på banen, i baren og i sengen!

Posted in Alle indlæg | Leave a comment
Feb 24

FynskSupportEl belønner de orange, men succesen kan blive endnu større!

Støtten til de orange er netop blevet udbetalt og beløbet er over 40 gange større end sidste år!

FynskSupportEl2013På billedet ovenfor kan man se hvor meget vi har fået i støtte fra Energi Fyn via FynskSupportEl i 2013: 433,00 kroner.
Dejligt med støtte, som man ikke skal gøre så meget for, andet end at købe billig el.
Sørg for at få så mange med som muligt!
Læs mere om det her.

Posted in Alle indlæg | Leave a comment